Gamla skeiðið

Kåringssæsonen er over os
Som avlsinteresseret er maj-juni årets bedste måneder. Årets føl kommer til verden i denne tid og det er jo et lille mirakel at opleve hver gang. Samtidig er der konstant kåringer i gang i Island og rundt omkring i Europa, som vi avlsnørder kan følge med i online via det uundværlige WorldFengur. Vi er godt nok kommet en lang vej m.h.t. resultatformidling af kåringer siden undertegnede i starten af 90’erne hvert år trofast cyklede ind til kiosken på Hovedbanegården i København den første tirsdag efter den årlige hingstekåring på Gunnarsholt i starten af maj. Her kunne man købe mandagens version af det islandske Morgunblaðið, hvor der altid var et udførligt referat og billeder fra denne kåring. Eller endnu længere tilbage i 70’erne og starten af 80’erne, dengang nu hedengangne Hesturinn Okkar var det eneste sted man kunne se kåringsresultater fra Island, og hvor det først var i årets sidste nummer, der udkom i november-december, at man offentliggjorde alle årets kåringsresultater.

Dansk avl i fremgang
Avlen i Danmark er tydeligvis i fremgang i disse år. Både kvaliteten af de allerbedste heste og bredden af generelt gode heste med god tölt er stærkt stigende. Førstnævnte manifesterer sig bl.a. ved, at rekorden for bedst kårede danskfødte hingst efter at have stået urørt siden 1993 blev tangeret i 2008 og nu her i 2009 er overgået af hele 5 hingste i et hug. Således sender vi da også alle tiders stærkeste hold af avlsheste af sted til VM i år og medmindre de andre lande rykker meget drastisk, så burde vi komme hjem med en rekord stor høst af medaljer.

Når alt kommer til alt er VM dog stadig primært et sportsstævne og kåringerne har alle dage været sådan lidt en biting ved et VM. Grundet reglerne om, at alle lande kun kan stille med én hest i hver aldersklasse, er nogle klasser temmelig tyndt besatte med nogle gange helt ned til 2-3 heste. Dette sætter lidt et spørgsmålstegn ved relevansen af at have en sådan klasse ved et VM. Hvis man for alvor skulle gøre VM-kåringerne til en mere interessant begivenhed og hæve status og værdi af en medalje, tror jeg, at man skulle overveje at åbne op for, at udtagelsen ikke var afhængig af fødeland, men at man efter bedste Landsmót princip indførte minimumskrav for udtagelse for hver aldersklasse. Så kunne alle heste, der opfylder kravet, deltage, uanset fødeland.

Gamla skeiðið
De senere år er jeg flere gange faldet over udtrykket ”gamla skeiðið” – på dansk noget i retning af gammeldags pas. Kort fortalt dækker det over pas med tydeligt svæv, middelrejst holdning og en korrekt pastakt, altså en smule firtaktet, men ikke ret meget. Udtrykket ”gamla skeiðið” er ment som modsætning til den ”moderne” efterhånden meget firtaktede pas man ser hos en del heste. Denne gruppe heste er naturligvis forskellige. Nogle er 5-gængere med meget god tölt med højt benløft og som pga. benløftet vil være mere firtaktede end normalt. Andre er vel egentlig primært 4-gængere, men her kan en dygtig rytter presse en paskarakter ud af hesten p.g.a. dens rummelighed, selvom den går højrejst og er meget firtaktet. Denne type hest kan se flot og kraftfuld ud, når den forsøges vist i pas, men det er ofte meget anstrengt og kræver særdeles aktiv ridning af rytteren. Uanset hvad, så kan denne type give dommerne grå hår i hovedet, for der er en flydende grænse for, hvornår det er pas og hvornår det er fri tölt.

Man hører ofte folk, der mener at vores kåringssystem favoriserer 5-gængere. Når man ser på kåringsvægtene, er dette da også rigtigt, men det er værd lige at huske på, at 5-gængeren faktisk er idealet i vores avlsmål. Med den udvikling vi har set i de senere år, opvejes 5-gængerens fordel ved kåringsvægtene mere end rigeligt af, at vores bedømmelseskriterier favoriserer 4-gængerens måde at gå på. Alt andet lige har 4-gængerne bedre tölt og ikke mindst bedre benløft i tölten. Begge disse egenskaber har også stor betydning for form under rytter karakteren. Når dertil lægges, at 4-gængerne ofte har bedre grundgangarter, så scorer de ofte rigeligt ekstra til at opveje den manglende paskarakter. Derfor er det også vigtigt, at det er den rigtige type pas, der trækker de bedste karakterer, for hvis 4-gængerne (4½-gængerne) lidt for nemt får en paskarakter på 6,0-7,5, så har 5-gængerne ofte ikke en chance.

Indtil nu har definitionen af pas været, at der skulle være et svævemoment. Men om der reelt er svæv i passen kan være svært at se for selv garvede dommere, for det går jo hurtigt og dommerne kan ikke sidde bagefter og checke fotos og videooptagelser. En måde at belønne den ægte vare på kunne være, at karaktergivningen for pas ændres, så alle paspræstationer, der i dag ville udløse en karakter på eksempelvis 5,5–7,0 automatisk kun får 5,5. Så vil der ikke være så meget at komme efter for alle de heste, der ikke kan vise en ægte flyvende pas og det vil måske også føre til en ændret prioritering hos ejere og ryttere af den type heste.

Rolf Olsen