Skrevet i 2003:

Gå til oversigt over alle artikler om hesteavl

Gå til forsiden af www.ishest.dk

 

Afkomskårede hopper i Danmark

En meget stor del af opmærksomheden indenfor hesteavl tilfalder hingstene, der p.g.a. deres mulighed for at få mange afkom har meget større indflydelse på avlen end en hoppe, der måske kan producere 10-15 afkom i løbet af et liv. Ikke desto mindre er de fleste succesfulde stutterier indenfor avl af islandske heste både i Danmark og Island baseret på en eller få meget gode avlshopper.

I Danmark kan vi ikke endnu tale om hopper der har strøet om sig med hingste og derigennem har haft stor indflydelse på avlen. Alligevel er der i foreningens 36-årige historie afkomskåret 26 hopper. Lidt sørgeligt må man desværre konstatere, at trenden har været nedadgående, idet hele 18 af de afkomskårede hopper er bedømt i perioden 1977 til 1987. I 1990'erne var aktiviteten temmelig lav, men de seneste 3 sæsoner er der igen kommet gang i hoppeafkomskåringerne, idet der er afkomskåret 5 hopper i denne periode. Denne stigende interesse kan meget vel være skubbet igang af, at DI-A meget fremsynet har gjort det gratis at afkomskåre både hingste og hopper.  

Denne artikel vil handle om de avlshopper, der har været afkomskåret i Danmark. Da det af pladshensyn vil blive for omfangsrigt at skrive om alle 26 hopper i en artikel vil jeg i denne omgang kun omtale hopper afkomskåret i 1. klasse eller eliteklasse, samt de hopper, der er afkomskåret i 2. eller 3. klasse, som er mor eller mormor til en avlshingst godkendt til fri bedækning i Danmark. Desværre kommer jeg derved til at si nogle rigtig interessante hopper fra, men de vil blive omtalt i en senere artikel. Disse hopper er dog listet nedenfor for fuldstændighedens skyld.

Flere af hopperne har været afkomskåret på et relativt tidligt tidspunkt i deres avlskarriere med temmelig lave gennemsnit, men adskillige må siges at have bevist deres kvaliteter efterfølgende med en stribe gode afkom vist ved kåringer og stævner i Danmark. Ligeledes har afkomskåringsreglerne ændret sig løbende over tid, således at man ved de tidlige afkomskåringer slet ikke offentliggjorde gennemsnitskarakterer som man gør i dag og ligeledes lod utilredne ungheste indgå i vurderingen. Fra 1987 har reglerne dog mindet om de nuværende.

Domsordene for en del af hopperne, der blev afkomskåret i de tidlige år er temmelig nøgterne og meget lidt positive og det kombineret med, at eksempelvis kåringer på de vallakker, der deltog i afkomssamlingerne ikke er tilgængelige gør, at der for nogle af hopperne er et meget lille datamateriale tilgængeligt at kommentere på.

De afkomskårede hopper, der vil blive omtalt i en senere artikel er følgende:

Kolga frá Dyrfinnustöðum, afkomskåret i klasse IIA (3. klasse) i 1978
Lýsa fra Hvammi, afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1977.
Hóla-Jörp frá Laugarvanti, afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1980.  
Rauðblesa frá Stokkhólmi, afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1981.
Ljoska fra Hellu, afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1982.
Blanda frá Blönduósi, afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1986.
Busla frá Völlum, afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1986.
Kolfreyja fra Udklit, afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1986.
Stjarna fra Frijsenborg, afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1987.

Hoppe afkomskåret i 3. klasse:
Ljosbra fra Blönduos, ejet af Torben Hvass, Bjerringbro, blev afkomskåret i klasse IIA (3. klasse) i 1982 med gns. for bygning på 7,34 og for rideegenskaber på 7,43. Hun har vist sig at avle særdeles godt med en bestemt hingst Sokki fra Krossanesi. Af denne  kombination er kommet 4-gængervallakkerne Vængur fra Højbjerg og Djakni fra Fruegård, der begge i 80'erne havde meget flotte resultater i både danske og internationale konkurrencer. Begge var store, tunge og robuste heste med meget rummelige gangarter med højt benløft og godt svæv. Begge har været Danmarksmestre i både Tölt og 4-gang, og Vængur var Nordisk mester i 4-gang. Begge har ligeledes været finaledeltagere i 4-gang ved EM-stævner, hvor det kan nævnes at Vængur blev europamester i 4-gangskombination ved EM-85, mens Djakni var sølvvinder i 4-gang ved EM-87. I 1992 blev en helbror til Vængur og Djakni, hingsten Pafi fra Fruegård kåret i 2. klasse og med over 8,00 for rideegenskaber. Pafi er i modsætning til sine brødre 5-gænger og har ligeledes rummelige gangarter og har også klaret sig godt ved stævner.

Hopper afkomskåret i 2. klasse i kronologisk rækkefølge:
Stjarna fra Sauðárkróki var en af de to hopper som Dronning Margrethe modtog i brullypsgave fra Island i 1967, men da hendes temperament og vilje ikke helt passede til de kongelige stalde, indgik hun istedet i dansk avl udlånt til Stutteri Stenholt. Stjarna havde 1. præmie fra Island med 8,30-8,12=8,21 og var efter Hornafjörður-hingsten Nökkvi 260 fra Hólmi. Stjarna blev i en alder af 16 år afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1977. Hendes afkom er karakteriseret ved at være solide heste med god vilje og gode anlæg for især de islandske gangarter tølt og pas. Stjarna døde desværre i 1979 og alle hendes afkom er eksporteret til Schweiz og Østrig, deriblandt hingsten Nökkvi fra Stenholt, som kun har ganske få afkom registreret i Danmark. Derfor har Stjarna mig bekendt næsten ingen efterkommere i Danmark i dag. Et af hendes afkom 4-gængeren Víkingur fra Stenholt deltog i EM-81 udtaget for Schweiz.

Una frá Skiðbakka, ejet af Betina Christensen, Hillerød er afkomskåret i 2. klasse i 1980 i en alder af 15 år med et gennemsnit på 7,56 for bygning og 7,75 for rideegenskaber. Una har Svaðastaðir-hingsten Roði 514 frá Skarði som farfar. Alle afkommene i hendes samling var efter Fölskvi frá Kletti. Una avler knapt middelstore heste med god ryglinie og alle gangarter og gode rideegenskaber. Hendes kendteste afkom er hingsten Þór fra Frijsenborg, der er kåret i høj 2. klasse, afkomskåret i 2. klasse og deltog meget i konkurrencer med gode resultater. En anden hingstesøn Kári fra Frijsenborg fik en god kåring for rideegenskaber i 1975, men opnåede ikke kåring i 1977, og da det dengang var den seneste kåring, der var gældende, blev han efterfølgende kastreret.

Ljóshærð frá Götu ejet af Laila & Asser Olsen, Ringsted blev i en alder af 14 år afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1982 med gns. 7,52-7,41=7,45. Ljóshærð's far Hrímnir frá Hraunbæ har som vallak og konkurrencehest været DM-vinder i 5-gang og bronzevinder i 5-gang ved EM-72. Ljóshærð har overvejende avlet velrejste 4-gængere med god tölt. Mange af Ljoshærð's afkom har klaret sig godt i konkurrencer. Her kan nævnes fintbyggede Krafla fra Søtofte, DM-vinder i 4-gang 1989 og VM deltager samme år, hingsten Baldur fra Gl.Essendrup, samt gode stabile konkurrenceheste med mange finaler i 80'erne og 90'erne såsom Glofaxa fra Langelandsgården, Fengur fra Søtofte og Bersi fra Gl. Essendrup. Ovennævnte Krafla, Baldur og Glófaxa samt døtrene Hekla og Svala fra Søtofte er alle kårede i 2. klasse. Hendes kendteste efterkommer er nok dattersønnen Hlynur fra Søtofte, vinder af 5-gang og kombination ved NM-90 og med flere meget gode pastider. I 2003 så man datterdøtrene Esja fra Søtofte og Sædís fra Susja opnå kåring i hhv. 1. klasse og god 2. klasse, begge med 8,5 for tölt.

Vera fra Kirkjubæ ejet af Kirsten Kjær, Fredensborg blev afkomskåret i klasse IB (2. klasse) i 1982 med gennemsnit 7,56-7,36=7,48. Vera var efter Ljufur 353 fra Blönduósi, der var en af de hingste, der var med ved etableringen af avlen på Kirkjubæ. Vera har avlet meget smukke heste, med taktfaste gangarter. Hendes kendteste afkom er hoppen Lóa fra Esrom, der er kåret med 7,96 og er en flot hoppe med gode gangarter og godt sind. Lóa er mor til adskillige kårede afkom deriblandt hingsten Sprettur fra Faksmosevej, der med en kåring på 8,26 er den næsthøjest kårede danskfødte hingst til dato. Et andet afkom er den meget smukke palominohoppe Perla fra Stutteri Ljufur.

Blesa frá Svaðastöðum, ejet af Anna Holm, Kolding er afkomskåret i 2. klasse i 1983 i en alder af 20 år med et gennemsnit på 7,81 for bygning og 7,24 for rideegenskaber. Blesa er som navnet også indikerer af ren Svaðastaðir-linie og har hingsten Roði 514 frá Skarði som farfar. Blesa har avlet pænt byggede og velproportionerede afkom med gode grundgangarter og godt sind, men knapt middel tölt og vilje. Hendes bedste afkom er 4-gænger hingsten Funi fra Kokholm, der er kåret i 2. klasse, og har meget smuk bygning, men mangler vilje til at udnytte gangartspotentialet fuldt ud.

Stjarna frá Kanastöðum, ejet af Henning Poulsen, Rynkeby er afkomskåret i 2. klasse i 1993 i en alder af 28 år med et gennemsnit på 7,90-7,57=7,70 for 3 afkom. Stjarna har ovennævnte Ljufur 353 fra Blönduósi som morfar. Stjarna avler solidt byggede velrejste afkom, der primært er 4-gængere med vilje og sind over middel. Hendes bedste afkom er vallakken Sleipnir fra Rynkeby, der er en god tölter. Datteren Rauðka fra Rynkeby er ligeledes kåret i 2. klasse og Stjarna er ydermere mormor til 1. klasses hingsten Blakkur fra Rynkeby, der er en kraftfuld 5-gænger.

Skotta fra Truelshøjgård, ejet af Katrine Langvad, Fredensborg er afkomskåret i 2. klasse i 2003 i en alder af 27 år med et gennemsnit på 7,85-7,87=7,86 for 3 afkom. Skotta, der har deltaget meget i konkurrencer med gode resultater, er kåret som individ med 7,76-8,07=7,95 og er efter Eldjárn fra Langelandsgården og er således helsøster til nedenfor nævnte Perla. Skotta avler primært 4-gængere med godt fundament og god tölt og trav og god vilje og sind. Hendes bedste afkom er den sortbrogede 1. klasses 4-gængerhingst Andvari fra Thorsvighus, der har været vist meget i konkurrencer og har deltaget i mange 4-gangs finaler. Døtrene Stelpa fra Sandbjerg og Falleg fra Thorsvighus er ligeledes kåret i 2. klasse og er gode rideheste.

Hopper afkomskåret i 1. klasse i kronologisk rækkefølge:
Lotta frá Kröggolfsstöðum, ejet af Laila & Asser Olsen, Ringsted blev som den første hoppe i Danmark afkomskåret i 1977. Hun var på det tidspunkt 15 år gammel og opnåede at blive afkomskåret i klasse IA (1. klasse) i forbindelse med EM 1977 i Skiveren, Danmark, hvor hun havde to afkom udtaget til stævnet. Lotta var efter Hörður 591 frá Kolkuósi. og 1. præmiehoppen Kolbrún 3059 fra Þingnesi. Lotta har avlet rummelige gangarter og især godt pasanlæg, som dog har været lige lovlig dominerende i nogle afkom. Hendes kendteste afkom er 1. klasses hingsten Eldjárn fra Langelandsgården, der var dobbelt europamester i 5-gang og kombination i både 1977 og 1981. Eldjárn, der er temmelig indavlet, idet han er efter en helbror til Lotta, blev eksporteret til Tyskland i 1976. Han har avlet de to DM-vindere i 5-gang Þytur-Brutus fra Langelandsgården og Topar fra Holme, samt de to helsøstre Perla og Skotta fra Truelshøjgård, der er afkomskårede og omtalt i denne artikel. Udover Eldjárn var datteren Gletta fra Langelandsgården udtaget til EM 1977 for Sverige. Blandt Lotta´s øvrige afkom har man set gode pasheste som Sleipnir fra Langelandsgården (DM i stilpas 1983) og Freyja fra Søtofte, begge efter Eldjárn og dermed meget indavlede. Gode ridehopper som 5-gængerne Katla og Askja samt 4-gængeren Vatna, alle fra Søtofte har alle været i finaler ved større danske stævner og Katla fra Søtofte og Hrafnkatla fra Myreholm er begge kåret højt i 2. klasse. Til sidst kan nævnes, at den mangedobbelte Danmarksmester i Tölt Fengur fra Fuglsang er dattersøn af Lotta.

Móskjóna fra Sólheimagerði, ejet af Hans Olaf Hansen, Fredensborg blev afkomskåret i klasse IA (1. klasse) i 1981 i en alder af 17 år med gennemsnit 7,65 for bygning og 7,78 for rideegenskaber. Móskjóna har som farfar Sokki 332 frá Vallholti - der ligeldes var far til berømte Síða 2794 frá Sauðárkróki. Móskjóna har avlet velrejste gode rideheste især med meget god vilje og taktfast tölt. Hun har været brugt næsten udelukkende til hingsten Ljúfur frá Svignaskarði og de fire afkom der fulgte hende ved afkomskåringen var da også helsøskende af denne kombination. Móskjóna's kendeste afkom er hoppen Tinna fra Skovgård, kåret højt i 2.  klasse en villig 5-gænger hoppe med mange gode konkurrenceresultater, som dog desværre aldrig har kunnet få føl. En anden datter Nanna fra Skovgård er ligeledes kåret i 2. klasse og var en udmærket 4-gængerhoppe, der siden har fungeret som avlshoppe med gode resultater i Tyskland. På det svenske hold ved NM-88 og ligeledes ved et par danske stævner har man set vallakken og Hrannar-sønnen Selur fra Skovgård - en meget temperamentsfuld 5-gænger med god pas.

Bóthildur frá Stóra-Hofi, ejet af Anette Munkholm, Ulfborg blev 22 år gammel afkomskåret i 1. klasse i 1998 med et gennemsnit for 4 afkom på 7,72-7,94=7,86. Omstændighederne omkring Bóthildur's afkomskåring var meget tragiske, idet hun døde på selve stævnepladsen under kåringen, men man valgte at gennemføre afkomskåringen. Bóthildur var efter ærespræmiehingsten Náttfari 776 frá Ytra-Dalsgerði og er som individ kåret med 7,61-7,88=7,78. Hendes afkom er kendetegnet ved meget god vilje og rummelighed i gangarterne. Domsordene nævner, at tölten er lidt bunden og at to afkom viser meget god pas. Her tænkes der på hingstene Neisti fra Fuglsang kåret med 7,93 og Svaðilfari fra Heager, der er kåret med totalt 8,23 og vandt sin avlsklasse ved VM i 1991. Begge disse heste har deltaget i mange stævner både i Danmark og ved NM og VM, og begge har været Danmarksmestre i 5-gang. Bóthildur har yderligere døtrene Ljónslöpp fra Heager, Fjalladís fra Bjerrehus og smukt byggede villige Þyrnirós fra Stald Bóthildur kåret i 2. klasse, de to førstnævnte i Sverige. Senest har vi set det måske allerbedste afkom efter Bóthildur, den elegante og villige 4-gængerhoppe Viðbót fra Stald Bóthildur, blive kåret i 1. klasse i 2003 og deltage som avlshest for Danmark ved VM i 2003.

Carmen frá Kolkuósi, der er ejet af Anne & Christian Soelberg, Hinnerup blev i en alder af 20 år afkomskåret i 1. klasse i 2001 med gennemsnittet 7,95-7,85=7,89 for 5 afkom. Carmen er kåret om individ med 7,88-7,82=7,84 og er af ren Kolkuós afstamning, idet hendes farfar og morfar er henholdsvis Stígandi 625 frá Kolkuósi og Hörður 591 frá Kolkuósi. Carmen har avlet velrejste og letbyggede heste, der overvejende er 4-gængere med god tölt, god holdning og ridehestevilje. Hun er mor til de to flotte velbyggede 1. klasses 4-gænger hingste Nói og Seth fra Nøddegården, der er kåret med hhv. 8,08 og 8,04. Sidstnævnte har 9,0 for tölt og har ligeledes deltaget i konkurrencer med gode resultater. Ydermere er hun mor til to gode 2. klasses hopper Glóa og Lea fra Nøddegården, hvor især Glóa har en meget god tölt med flot aktion. Til slut kan nævnes gode rideheste såsom vallakkerne Andvari og Jarl fra Nøddegården, begge ligeledes kåret i 2. klasse.

Perla fra Truelshøjgård, der er ejet af Kirsten & Ib Rasmussen, Fredensborg er afkomskåret to gange. I 1999 var hun blot 0,01 points fra 1. klasse for afkom og da hun blev genfremstillet i 2001 i en alder af 25 år lykkedes det at opnå 1. klasse med et gennemsnit på 7,90-7,75=7,81 for 4 afkom. Perla er kåret som individ med 7,86-7,30=7,53 og er efter Eldjárn fra Langelandsgården og er således helsøster til ovennævnte Skotta. Alle afkommene i Perla´s samling var efter samme hingst Neisti fra Fuglsang. Perla avler store velbyggede heste med taktfaste gangarter og god vilje og sind. Domsordene nævner dog, at aktionen er begrænset. Dette er dog ikke tilfældet for Perla´s bedste afkom 1. klasses hoppen Kola fra Birkely, der har god tölt og rummelige gangarter og ligeledes har klaret sig godt i konkurrencer. Afkommene Móska fra Grønholtvang og Otur og Leiknir fra Birkely er alle kåret i 2. klasse og er gode rideheste.

Fiðla frá Tungufelli, der er ejet af Lars Lund-Thomsen, Galten er afkomskåret i 1. klasse som 20-årig i 2002 med et gennemsnit på 7,81-7,81=7,81 for 4 afkom. Fiðla er efter Sörli 653 sønnen Leiknir fra Svignaskarði, der har 2. præmie for afkom i Island. Fiðla avler velrejste 5-gængere med god tölt og trav og god vilje, men middelgodt sind. Hendes bedste afkom er den velrejste og villige 1. klasses hoppe Krafla fra Tornen, der med en kåring på 8,15 er den hidtil bedst bedømte danskfødte 5-års hoppe og som deltog som avlhest ved VM i 1997. Fiðla har ydermere avlet to hingste begge kåret godt i 2. klasse, Eldur frá Miðsitju og Húginn fra Tornen. Begge er 5-gængere med god vilje og taktfast tölt.

Mýsla fra S.I.C., der er ejet at Trunte Linett Andresen, er afkomskåret to gange. I 2002 lykkedes det ikke at opnå 1. klasse, men i 2003 i en alder af 25 år lykkedes det med et gennemsnit på 8,17-7,82=7,96 for 4 afkom. Mýsla er som individ kåret med 7,86-7,45=7,62 og deltog i konkurrencer i en del år med gode resultater især i pasdisciplinerne. Hun er efter hingsten Borgfjörð 909 frá Hvanneyri, der har 1. præmie for afkom i Island og en Kolkuósi-hoppe efter Hörður 591. Mýsla avler helt usædvanlig stærk bygning. Afkommene er store og har stærke og solide ben, er velproportionerede og flotte og har god forpart og overlinie. Rideegenskaberne er mere varierende, de fleste har godt trav og god vilje og flere viser meget kraftfuld pas, men tölten og formen varierer en del. Hendes to bedste afkom er meget smukke og villige Silkisif fra Birkholm, kåret med 8,13 og den talentfulde hingst Völsungur fra Søtoftegård, der er kåret med 8,11 som 5-åring. Vallakken Mundilfari fra Lundehøjgård er kåret med høj 2. klasse og er en god pashest med stærkt fundament.

Hoppe afkomskåret i eliteklasse:
Prinsessa fra Stykkishólmi, ejet af Laila & Asser Olsen er afkomskåret to gange. Første gang var i 1995 i en alder af 16 år i 1. klasse med et gennemsnit på 7,90-8,00=7,96 for 4 bedømte afkom. Anden gang var i 1998 i en alder af 19 år og her blev Prinsessa afkomskåret i eliteklasse, som den hidtil eneste hoppe i Danmark, med et gennemsnit på 7,98-7,92=7,95 for 5 afkom. Prinsessa, der som individ er kåret i 1. klasse i Island med 7,95-8,08=8,02 er efter ærespræmiehingsten Ófeigur 818 frá Hvanneyri og Hnallþóra frá Stykkishólmi, der er efter Nökkvi 260 datteren og ærespræmiehoppen Þota 3201 frá Innra-Leiti. Der er således en del Hornafjord blod i Prinsessa. Domsordende fremhæver, at Prinsessa avler velproportionerede afkom med god forpart og overlinie, men varierende benstilling. Hendes afkom er gode 5-gængere med meget god vilje, godt sind og præsenterer sig godt under rytter. Hendes bedste afkom er hoppen Hilda fra Søtofte, kåret med 8,25, som den hidtil højest kårede danskfødte hoppe. Hilda, der havde særdeles stærk vilje (9,5), døde desværre i 1993 få uger efter sin flotte kåring uden at efterlade sig afkom. Prinsessa er ydermere mor til den villige 1. klasses hoppe Lyfting fra Søtofte samt velbyggede Fannar og Lettir fra Søtofte, hingste kåret med henholdsvis 7,91 og 8,06. Sidstnævnte deltog som avlshest ved VM 1999 og har haft gode resultater i konkurrencer. Endelig har hun en søn Stígandi fra Søtofte kåret i 2. klasse i Finland. Senest så man sønnedatteren Esja fra Søtofte blive kåret i 1. klasse i 2003.

Hvis man skal kigge ud over dem, der allerede er fremstillet til en afkomskåring, så har hopper såsom Lóa fra Esrum og Són frá Hólum begge opnået 1. klasse for afkom på papiret. Skal man kigge lidt fremad, så kan jeg umiddelbart se, at hopper såsom Víma frá Hafsteinsstöðum, Hekla frá Miðsitju, Doppa frá Kiðafelli, Ása fra Stutteri Hanegal, Ösp fra Guldbæk og Dögg frá Kirkjubæ alle har pæne muligheder for at blive afkomskåret med et godt resultat i løbet af de kommende år, idet alle p.t. har 2-3 kårede afkom, hvoraf et er kåret i 1. klasse. Desværre nyligt afdøde Dríft frá Þúfu ville naturligvis i live også have været selvskreven til denne liste. Endelig er Carmen frá Kolkuósi ikke langt fra at nå op til eliteklasse for afkom.

At stille med en hoppeafkomssamling er ofte et større koordinationsarbejde, med afkom spredt for alle vinde og som yderligere vanskeliggøres af, at de bedste døtre oftest er ifol. Alligevel skal herfra lyde en opfordring til at gå i krig med projektet, da det er spændende at få vurderet sin avlshoppes resultater og avlsegenskaber.

 Rolf Olsen