Skrevet i 1995:

Gå til oversigt over alle artikler om hesteavl

Gå til forsiden af www.ishest.dk

 

Náttfari 776 fra Ytra-Dalsgerði og Stígur 1017 fra Kjartansstöðum

Náttfari og Stígur, der begge er sorte, er far og søn, og avlet af henholdsvis Jakobína Sigurvinsdóttir, Akureyri og Þorvaldur Sveinsson, Kjartansstöðum.

Náttfari 776 fra Ytra-Dalsgerði

Náttfari blev født i 1970 og er efter Sörli 653 fra Sauðárkróki, der har været beskrevet tidligere i denne artikelserie. Sörli var som individ bedste hingst ved LM-70 og fik ærespræmie for afkom i 1978. Sörli's afstamning er blandet og består ½ af den gamle Geitaskarð-slægt og ¼ af Svaðastaðir-slægt. Sörli er søn af Siða 2794 fra Sauðárkróki, der nok er Islands bedste avlshoppe nogensinde.

Náttfari's mor er Elding 4428 fra Ytra-Dalsgerði, der fik 1. præmie for afkom i 1976, primært baseret på Náttfari's flotte kåring som 4-åring i 1974. Elding's afstamning er blandet af forskelligt nordlandsk blod, dog uden kendte heste i de første to led.

Bedste "gæðingur" af alle hingste
Náttfari blev kåret allerede som 4-åring ved Landsmót i 1974 og var nr. 1 i sin klasse med resultatet 7,80-8,38=8,09. Náttfari imponerede meget ved dette stævne, især med sin flotte pas, der var utrolig sikker og hurtig, hvilket sjældent ses hos en kun 4 år gammel hest. Náttfari var om vinteren blevet trænet af den kendte rytter Þorsteinn Jónsson, men blev ved stævnet redet af Joi Vakri (Jóhann Þorsteinsson). Der har været flere forskellige versioner af forløbet omkring Náttfari's tilridning, men en af dem skulle være, at han i starten ikke havde vist særlig god vilje og havde gået mest pas, men at han stille og roligt blev bedre og bedre, efterhånden som han blev trænet.

Efter stævnet blev Náttfari solgt til Sigurbjörn Eiríksson, Stora-Hofi, på syd-Island og han fremstillede Náttfari til kåring igen 4 år senere ved Landsmót 1978, denne gang redet af Albert Jónsson. Ved dette stævne fik Náttfari den højeste bedømmelse for rideegenskaber, der nogensinde var givet med en total på 9,08 og deriblandt et blankt 10-tal for pas. Dette resultat for rideegenskaber stod som rekord indtil 1994, hvor Rauðhetta 6161 fra Kirkjubæ fik 9,23. Náttfari fik 8,00 for bygning og dermed en total på 8,54. Náttfari's enkeltkarakterer fortjener en nærmere præsentation:

tölt    trav    pas     gal.    vil.    sind    form    ialt
8,5     9,0     10,0    8,0     9,5     9,0     9,0     9,08

Náttfari fik domsordene: "Fintbygget, rimeligt velbygget hest. Stærk vilje, samarbejdsvillig med fremragende sind og rideegenskaber. Ualmindelig rummelig og alsidig. Bedste gæðingur af alle hingste."

Albert Jónsson fortalte i et interview efter stævnet i 1978, at han udelukkende red Náttfari i tölt og trav de første to vintre, han trænede ham og meget i ujævnt terræn med mange tuer for at styrke især traven. Passen var så god og sikker, at den ikke krævede træning før til sidst i træningsforløbet.

Náttfari har været vist ved mange opvisninger gennem årene og selv hvis han har været i dårlig træning, har passen altid været i top. Også i de seneste 2-3 år har Náttfari vist meget flot pas ved opvisninger i ridehallen i Reykjavik.

"Náttfari er en brugbar, men ikke anselig avlshingst"
Samme år, som Náttfari fik sin flotte kåring, var der i foråret gennemført en afkomsundersøgelse, hvor man lod 8 utæmmede Náttfari-afkom blive trænet i 3 måneder, hvorefter de blev bedømt. Disse afkomsundersøgelser blev gennemført på Island i 70'erne, og gav et godt billede af dels afkommenes naturlige gangartsanlæg og dels hvor meget træning en hingsts afkom kræver for at blive gode.

Konklusionen efter de 3 måneders tilridning var ikke opløftende. Afkommene havde dårlig vilje, men godt sind. Ikke alle viste trav, tölt var ofte bundet og pasagtig, men passen rimelig god. Det blev konkluderet, at Náttfari var en brugbar, men ikke anselig avlshingst.

Denne konklusion skabte naturligvis en del debat. Hvordan kunne en så fantastisk ridehest som Náttfari slippe så skidt fra en afkomsundersøgelse?

Oprejsning
Ved det næste Landsmót i 1982 fik Náttfari dog oprejsning, idet vallakken Eldjárn fra Hvassafelli, redet af samme Albert Jónsson blev vinder af A-flokk i meget flot stil, ligesom Náttfari fik to hingste og en hoppe i 1. klasse, deriblandt stævnets bedste 4-års hingst, Höður 954 fra Hvoli.

I 1984 blev Náttfari vist med en gruppe afkom ved "Hestedage i Garðabæ" og vakte fortjent opmærksomhed, især for sine afkoms meget gode pas.

Náttfari blev rigtigt afkomskåret første gang ved FM-85, i den på Island relativt høje alder af 15 år. Náttfari fik et gennemsnit for 6 afkom på 7,90-8,40=8,15. Blandt afkommene var stævnets bedste 5-års hingst, Stígur fra Kjartansstöðum.

Náttfari ved LM 1986Året efter ved Landsmót 1986 fik Náttfari ærespræmie for afkom med et gennemsnit for 12 afkom på 7,89-8,33=8,11 med domsordene: "Náttfari's afkom er ensartede, med rimeligt kønt hoved med fin ørestilling. Rejsningen varierer meget, nogle er lave fortil andre mere rejste. Gennemsnitshøjde i båndmål er 142,7 cm. Mankekam er godt middel, brystet lidt dybt, ryggen lige og krydset er langt, skråt og stærkt. Benene er klejne, godt tørre og stærke og rimelig lige, men hovene er flade og brede. De har fint hårlag og rimelig flot man og hale. Rideegenskaberne er meget gode. De er villige, nogle kommer dog sent med viljen. Sindet er godt og de er lette at tæmme. Tölt er en smule bundet, men trav er fremragende og pas er rummelig og kraftfuld, og der er mange "gæðingar" i afkomssamlingen."

Den sene vilje hos en del af Náttfari's afkom er givetvis årsagen til den første uheldige afkomsundersøgelse.

Náttfari's afkom har næsten altid meget god trav og pas og rummelige og hurtige gangarter. Dette, kombineret med god vilje og et meget godt sind, har gjort dem til populære rideheste. Deres fejl er, at tölten til tider er lidt bundet, at en del af afkommene er sene med viljen, og at en del kunne have bedre rejsning.

Náttfari's væsentligste sønner i avlen er:

Eldur 950 fra Stora-Hofi, der blev kåret med 8,00-8,27=8,14 ved LM-82, har virket mange år i avlen i Húnavatnsyssla, med udmærkede resultater.

Höður 954 fra Hvoli, der var bedste 4-års hingst ved LM-82, og blev kåret med 7,93-8,47=8,20 ved LM-86, er kompakt med en imponerende pas og meget god vilje. Höður har avlet noget blandet med en tendens til for stærkt pasanlæg, men der er også kommet flere topheste frem, deriblandt LM-94 A-flokk vinderen, Dalvar fra Hrappstöðum.

Baldur fra Bakki, kåret med 7,95-8,36=8,15 ved LM-90, er en stor og kraftig hingst med solide ben og høj forbensaktion men med en tendens til at binde sig lidt i tölt. Baldur's stjerne som avlshingst er for opadgående efter, at der er kommet flere gode afkom med meget god tölt frem efter ham i de seneste år.

Sólon fra Holi, kåret med 8,20-8,43=8,31, er en smuk og fintbygget hingst med meget gode alsidige rideegenskaber.

Den sidste søn af Náttfari, der bør nævnes, er:

Stígur 1017 fra Kjartansstöðum

Stígur blev født i 1980 og er efter hoppen Terna 5777 fra Kirkjubæ. Terna er selv kåret med en høj 2. præmie og har haft meget flotte resultater i avlen, idet hun ligeledes er mor til den højtkårede Hervar-søn Trostan, samt den nykårede verdensmester i 5-gang og kombination fra VM i 1995 i Schweiz, Huginn fra Kjartansstöðum, der endda er helbror til Stígur.

Terna er efter Hlynur 865 fra Kirkjubæ, der er næsten ren Svaðastaðir-hingst, og søn af Hylur 721 fra Kirkjubæ (der er far til berømte Þáttur 722). Terna's mor er Pálma-Skjóna fra Kirkjubæ. Dermed er Terna 3/4 søster til den kendte 4-gænger Vængur fra Kirkjubæ, redet af Jóhann Friðriksson. Stígur har derfor via sin morfar ¼ Svaðastaðir-blod i sig.

Bedste 5-års hingst ved FM-85
Man så Stígur første gang kun 4 år gammel, som deltager i sin far Náttfari's afkomsopvisning ved "Hestedage i Garðabæ" i 1984. Året efter var han bedste 5-års hingst ved Fjórðungsmót på sydlandet i 1985 med kåringen 8,10-8,20=8,15. Stígur var meget flot på dette stævne og fik domsordene: "Smuk hingst med velansatte ører. Velrejst, men kraftig i kværken. Let i kroppen, men koderne for stejle. Villig med godt sind, og rummelighed i alle gangarter". Samme år købte Sigurbjörn Eiríksson, Stora-Hofi en halvpart i Stígur, der således kom til at efterfølge sin far som avlshingst på Stora-Hofi.

Stígur ved LM 1986Året efter blev Stígur vist igen ved LM-86, men denne gang var han ikke ligeså flot som året før. Passen var meget god og sikker, men han savnede lidt vilje og udstråling. Måske var han kommet i overtræning? Han beholdt dog stort set sin kåring fra året før med 8,09-8,19=8,14.

Stigende opmærksomhed omkring Stígur
De efterfølgende år var der relativt stille omkring Stígur, der blev brugt meget på Stora-Hofi. Der begyndte igen at komme opmærksomhed omkring Stígur efter, at hans søn Piltur fra Sperðli kom frem i 1989 og fik 1. præmie kun 4 år gammel. Året efter var Piltur bedste 5-års hingst ved LM-90.

I 1991 var Stígur bedste hingst med afkom ved Fjórðungsmót på sydlandet og fik 1. præmie med BLUP på 129 for 20 afkom, hvoraf en stor del var fra Stora-Hofi. Det blev i domsordene fremhævet, at Stígur's afkom er smukke heste. Omkring en tredjedel af afkommene er 4-gængere. Tölt og trav er godt, og passen er god, allerede mens afkommene er helt unge. De har god ridevilje og meget godt sind og form under rytter.

Stígur fik ærespræmie for afkom med BLUP på 131 for 50 bedømte afkom ved Landsmót 1994 og var stævnets tredjebedste hingst med afkom. Domsordene lød: Stígur's afkom har velbygget og rimeligt kønt hoved. Halsen er lang og slank, men skulderen lidt stejl. Ryglinien er god og krydset pænt, men ikke fyldigt. Proportionerne er gode og kroppen smuk. Benene er oftest tørre, men med knap plads til senerne. Benstilling og hove er rimelig gode. Tölt og trav er taktfast og meget godt og pas meget god, hvis den er til stede. Afkommene har meget godt sind og god ridevilje. De er smukke under rytter og har godt benløft. Stígur's afkom er smidigt og fintbyggede rideheste med smukke gangarter, behagelig ridevilje og samarbejdsvilligt sind."

Krydsning mellem Kirkjubæ og Sauðárkróki linierne
Stígur er vel den første repræsentant for den bølge af "krydsninger" mellem de smukke og elegante heste fra Kirkjubæ og de villige kraftfulde rideheste fra Sveinn Guðmundsson's avl i Sauðárkróki. Disse krydsninger har haft meget gode resultater i avlen på Island gennem de sidste 6-7 år.

Det er interessant, at Náttfari og Stígur egentlig avler meget forskellige typer heste. Stígur's afkoms styrke er, at de er elegante heste med god tölt og trav, hvorimod Náttfari avler mere kraftige heste, der næsten altid er 5-gængere med godt trav og fremragende pas. Deres væsentligste fælles karakteristika er, at begge avler meget godt og samarbejdsvilligt sind.
Stígur har idag to meget gode sønner i avlen på Island, det er:

Piltur fra Sperðli, der var bedste 5-års hingst ved LM-90 med kåringen 8,13-8,53=8,33, er søn af bedste hoppe ved LM-82 Perla 4889 fra Kaðalsstöðum, der havde 10 for vilje. Piltur er en villig og meget flot ridehest uden svage punkter. Bygningen er god, pånær hans hoved, som er temmelig groft. Hans første afkom er begyndt at komme frem, og det er tilsyneladende gode rideheste, som dog er lidt kompakte af bygning.

Óður fra Brún, der som 5-års er kåret med 7,70-8,70=8,20, er en meget imponerende ridehest med flot tölt og form under rytter, samt meget stærk vilje. Óður's morfar er Ófeigur 882 fra Flugumýri.

Stígur har haft mange meget smukke hopper fremme til kåring. En af de bedste er nok den smukke 4-gængerhoppe Katla fra Dallandi, kåret med 8,40-8,16=8,28 og med karakteren 10,0 for hove.

Nedenfor er lister over kårede afkom og børnebørn i Danmark efter henholdsvis Náttfari og Stígur.

Afkom efter Náttfari 776 fra Ytra-Dalsgerði:
Sleipnir DK-70 fra Søtofte      
Faldur DK-146 fra Miðsitju
Höður 954 fra Hvoli                     
Eldur DK-173 fra Miðsitju       
Bóthildur fra Stóra-Hofi                
Drífa fra Stóra-Hofi
Hrönn fra Stóra Hofi           
 Nótt fra Blesastöðum
Prinsessa fra Nørregård

Børnebørn af Náttfari 776 fra Ytra-Dalsgerði:
Neisti DK-90 fra Fuglsang       
Lettfeti DK-114 fra Hvassafelli
Svaðilfari DK-121 fra Heager    
Þoka fra Skaney
Slaufa fra Miðtúni

Afkom efter Stígur 1017 fra Kjartansstöðum:
Kolfinna fra Søtofte

Børnebørn af Stígur 1017 fra Kjartansstöðum:
Drift fra Þúfú

Rolf Olsen