Klumme skrevet i Tölt Marts 2009:

Gå til oversigt over alle artikler om hesteavl

Gå til forsiden af www.ishest.dk

 

Det fascinerende benløft

For 20 år siden prøvede jeg en Tennessee Walker i USA. En blød behagelig ridehest med flade bevægelser og tendens over mod pastölt. En hestetype milevidt fra de Tennessee Walker showheste, man har set på billeder og senere også på video. Her så man helt ekstreme forbensbevægelser, som bl.a. er frembragt med overdrevne, kunstige hjælpemidler på hestenes forben såsom kiler, kæder, vægte osv. Disse metoder må betegnes som værende dyreetisk langt over grænsen for hvad der er forsvarligt og dertil kommer så nogle endnu mere ekstreme metoder som f.eks. soring, hvor man ætser huden omkring hestens kodeled, som kun kan karakteriseres som rendyrket dyremishandling.

Jeg fik dengang at vide, at man indenfor avlen af Tennessee Walker i USA nærmest havde to forskellige avlsretninger, som stort set ikke blandede sig med hinanden i avlsarbejdet. En avlsretning, der avlede showheste og en der avlede behagelige fritidsheste.

For mig har den amerikanske form for showfremvisning af töltende Tennessee Walkers altid stået som rædselsscenariet for, hvor vi ikke skal ende med vores fantastiske islandske heste. Og vi er da også stadig langt derfra, men hånden på hjertet i hvilken retning er det egentlig  vi bevæger os i disse år? Jeg har svært ved at se andet end, at pilen klart peger i retning af større fokus på heste af showtypen med stadigt højere benløft. Se blot på fotos fra de store sportsstævner. Her ser man pludselig rigtig mange heste med benløft langt over vandret, hvilket var en sjældenhed for ganske få år siden.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg de seneste år har overværet relativt få sportsstævner. Jeg synes generelt at denne konkurrenceform er meget tvungen og dresseret og at udviklingen har bevægt sig væk fra den mere frie gæðingakeppni konkurrenceform og kåringsfremvisning, som jeg synes er mere interessant. De gange, jeg har overværet et sportsstævne eller hvor jeg har set en DVD fra VM, har jeg særligt græmmet mig over at se udviklingen indenfor vores kongedisciplin - töltkonkurrencen. Den måde, der rides arbejdstölt på, er efter min mening en total misforståelse. Der rides så langsomt og med så meget fokus på benløft, at det er på bekostning af harmoni, smidighed og takt. Egenskaber, der ville komme til deres fulde ret, hvis man red bare en smule hurtigere og mere frigjort.

Som jeg oplever det, så gælder det i dag, at hvis bare hesten kan gå meget langsomt med højt benløft og høj bæring, så kan den såmænd gå både med helt stiv ryg og temmelig pasagtigt og alligevel få høje karakterer. Det er i arbejdstölten, at jeg får disse kedelige associationer til en Tennessee Walker ved et show i USA. Når så vi kommer til middel- og frit tempo er det ofte en lettelse at se de heste, der netop har gået en stiv og forkrampet arbejdstölt, løsne op og vise den kombination af smidighed, fart og bevægelse, som er så enestående for islænderen i forhold til andre töltracer.

Udstyrsmæssigt er vi stadigvæk langt fra de ekstreme amerikanske tilstande m.h.t. showtöltere. Man kan dog få indtryk af, at det er et område, som toprytterne lægger stor energi og kreativitet i og at der bliver gået så tæt op til grænsen af det tilladte som overhovedet muligt, i nogle tilfælde over. Dette skrev Martin Krarup et indlæg om i Tölt for nogle år siden baseret på bl.a. oplevelser ved NM 2006. Ved det seneste VM og Landsmót så man heste, der lå i klar vinderposition langt inde i Tölt og A-flokk finalerne miste sko. Det kan være tilfældigheder, men det kan også være udtryk for, at der satses ganske voldsomt m.h.t. beslag og hovlængder. Jeg kan i alle fald ikke på stående fod huske fortilfælde på dette niveau.

Menneskets evindelige stræben efter at gøre tingene bedre, herunder hurtigere, billigere, højere, større, flottere, smukkere man kunne blive ved er kilden til stort set al fremskridt i denne verden. Men hvis ikke denne stræben ind imellem kombineres med en passende eftertænksomhed, så kan udviklingen køre af sporet. Jeg synes, at det er flot med store bevægelser og at dette er en vigtig egenskab, som vi skal fastholde i vores avl. Jeg kan også sagtens genkende fascinationen af en hest med stor udstråling og høje bevægelser. Men vi må finde en balance og ikke bare fortsætte bevidstløst i den nuværende retning med stadig større fokus på højt benløft.

Man kan ikke klandre rytterne for at levere den præstation, som giver det bedste resultat indenfor rammerne af det tilladte. Så det er rammerne, eller rettere sagt vores bedømmelsesgrundlag og udstyrsregler, vi skal kigge på. Og det gælder både sport og avl, for selvom jeg har fokuseret på sportskonkurrencer ovenfor, så ser man samme trend ved vores kåringer. Så tiden er efter min mening kommet til, at vi en gang for alle indfører ens krav til beslag og udstyr indenfor sport og avl, naturligvis med udgangspunkt i de mere restriktive kåringsregler. Samtidig må vi revidere vores bedømmelsesgrundlag, så det er heste med gode og høje bevægelser, men ikke med overdreven forbensaktion, som er idealet og som står tilbage som vindere ved konkurrencer og kåringer. Det bliver givetvis svært at nå dertil, men jeg synes, at vi skylder os selv at prøve

Rolf Olsen